Team Roskilde 2024

Kom til infomøde, mød os og hør mere om vores planer for 2024

Tid: fredag d. 18. august kl. 18.00


Sted: Hedevænget 12, 4000 Roskilde

Indgang ved de grønne vimpler. Vi sidder i kælderlokalet for enden af gangen.

Vi cykler igen i 2024 - Østersøen Rundt

Hos Team Roskilde arrangerer vi i 2024 for fjerde gang en cykelferie/-rejse. Første gang var i 2021, hvor vi cyklede op langs den svenske Kattegat kyst og fjorden til Oslo (9 ryttere). I 2022 red vi på Tour de France-feberen i Danmark, så efter at have sendt Tour-feltet af sted fra Roskilde, cyklede vi til Paris til afslutningen (12 ryttere). I år, 2023, fløj vi til Frankfurt, hvorfra vi cyklede hjem til Roskilde til modtagelse af familie og venner (12 ryttere).


Vi prøver at gøre en del ud af, at det skal være social, sjovt og hyggeligt at deltage både under træning, men måske særligt under turene. Under turene ender dagene gerne med at holdet samles på ”bagsmækken”, hvor der hygges med en kold vand, øl eller lidt vin, samt snolder og chips.


Turen i 2024 kommer til at gå rundt om Østersøen med start og mål i Roskilde. Turen vil bringe holdet ned over Sydsjælland, over Sydhavsøerne, Sydfyn og Sønderjylland, inden vi kører gennem Nordtyskland, før en dag på Bornholm venter. Herfra kører vi hjem gennem Sydsverige og ned gennem Nordsjælland og hjem til Roskilde. Vi håber at kunne gentage den flotte modtagelse holdet fik ved hjemkomsten i 2023, hvor familie, venner og sponsorer stod klar med flag til at tage imod os.

Det overskud der måtte være efter turen vil blive doneret til et velgørende formål. Holdet har tidligere støttet SMIL Fonden og Hjerteforeningen.


Tilmeldingsfrist – snarest, dog senest 1. november 2023
Pris: 13.500 kr.


Turen kort
- i 2024 cykler vi i uge 30 (lørdag d. 20. t.o.m. søndag d. 28. juli). Du får altså 9 cykeldage. Vi starter i Roskilde og ender i Roskilde. Dagsetaperne vil være i omegnen ca. 100-140 km eller ca. 1100 km i alt.
- som udgangspunkt holder vi 2-3 planlagte pauser i løbet af dagen. Vi holder 1-2 kortere pauser med frugt, sødt eller en hurtig mad, samt en længere frokostpause. Ellers holdes der yderligere pauser efter behov.
- på flad vej forventer vi at cykle 24-27 km/t, men vi skal have alle med. Det skulle gerne være hyggen og oplevelsen, der er i centrum, og vi skal ikke nå andet end at have det rart.
- vi prøver gerne at gøre ekstra ophold i løbet af dagene, hvis vi passerer noget interessant, men vi er måske ikke altid lige gode til det.
- vi forventer at turen bliver for op til 18-20 ryttere afhængig af interesse.
- målsætningen er at alle ryttere cykler hele turen, men en rytter kan blive beordret i bilen, hvis det vurderes at være det mest forsvarlige eller bedste for både den enkelte og holdet at gøre i situationen.
- alle ryttere forventes at møde op til turen med en nysynet og køreklar cykel.


Pris og betaling
Prisen for turen vil i 2024 ligge på 13.500 kr. pr. rytter ved tilmelding inden 1. november. Ved eftertilmelding senere end 1. november stiger prisen til 15.500 kr. pr. rytter.
- der betales i 5 rater, hvor første betaling på 2.000 kr. skal falde d. 15. november 2023. Denne indbetaling vil dække indkøb af Teamtøj (ikke-refunderbart). Herefter indbetales det resterende beløb i fire rater á hhv. 3.000 kr. (1. februar 2024), 3.000 kr. (1. marts 2024), 3.000 kr. (1. april 2024) og 2.500 kr. (1. maj 2024)
I det tilfælde, at man må melde fra inden turen, yder vi ingen kompensation. Din rejseforsikring burde dække dine omkostninger i forbindelse med afbud, og vi bidrager med en kvittering på indbetalte beløb på givent tidspunkt.


Inkluderet i prisen er:
- 8 hotelovernatninger.
- tøjpakke der i 2024 som minimum kommer til at bestå af 2 cykeltrøjer (ikke helt forhandlet på plads). Tilkøb vil være muligt ved bestilling – shorts, vest, langærmet cykeltrøje, løse ærmer, etc. Det forventes at man til træning og på turen cykler i sorte/mørke shorts uden reklamer.
- 2 team t-shirts som kan bruges under turen i forbindelse med måltider. Der vil være mulighed for tilkøb af ekstra.
- forplejning på turen, alle måltider og al service i servicebilen. Drikkevarer i forbindelse med aftensmad vil være for egen regning.
- der vil være servicepersonale og -bil med på turen.
- nye ryttere vil få stillet en kuffert og en sportstaske til rådighed på turen. Disse skal leveres tilbage efter hjemkomst. Gamle ryttere forventes at genbruge tidligere udleverede kufferter og tasker.


Træning:
- vi forventer opstart udendørs omkring 1. april, afhængig af vejret.
- der vil være fællestræninger (kalender udarbejdes) hver søndag i løbet af foråret. Vi skulle gerne nå at have 15-16 fællestræninger inden afgang. Det forventes, at man deltager i mindst halvdelen af søndagstræningerne og gerne flere. Vi starter sæsonen med at cykle omkring 50 km til træning, men i løbet af foråret øger vi distancen til 80-90 km og tempoet. En eller to træninger kører vi over 100 km, så vi også får prøvet det.
- efter aftale cykler vi evt. også en gang i løbet af midt ugen, hvis der er stemning for det.
- alle træninger slutter gerne med lidt hygge - lidt til hhv. maven og ganen - og socialt samvær for dem der har tid.
- foruden de træninger vi har sammen forventes det desuden at man kører 1-2 turer i løbet af ugen, som ens kalender tillader det.
- alle er velkomne til at byde ind med afholdelse af træninger, så vi ikke hver gang skal køre fra Roskilde. Der vil være afsat et beløb – op til 300 kr. - til at dække forplejning for hver træning.
- vi forventer også at deltage i 1-2-3 motionsløb i løbet af foråret. Tidligere år har holdet deltaget ved bl.a. Tour de Merløse og Hedeboløbet. Vi aftaler internt på holdet hvilke. Evt. deltagergebyr ved disse betales af rytteren selv.


I 2023 arrangerede vi desuden en ”højdetræningslejr” til Hallandsåsen i Pinsen. Dette var for alle interesserede mod ekstra betaling. Vi påtænker at gøre noget tilsvarende i 2024 alt efter interesse.


Sponsorer:
Foruden indbetalinger fra deltagende ryttere, har vi også aftaler med flere sponsorer, der støtter holdet. Skulle man have kendskab til potentielle sponsorer eller have ønske om at hjælpe til med at finde sponsorer, er man velkommen til at byde ind.


Har man spørgsmål omkring turen eller angående sponsorer, kan disse rettes til vores holdkaptajn Wisti på tlf. 20 86 24 15.

Fra holdet bag Team Roskilde

Østersøen Rundt 2024

- foreløbig udkast

Etape oversigt


Dag 1: Roskilde – Maribo – ca. 135-140 km


Dag 2: Maribo – Sønderborg – ca. 135-140 km


Dag 3: Sønderborg - Kiel – ca. 135-140 km


Dag 4: Kiel – Wismar – ca. 135-140 km


Dag 5: Wismar – Stralsund – ca. 135-140 km


Dag 6: Stralsund – Sassnitz/Rønne – ca. 90-100 km


Dag 7: Bornholm – ca. 100-110 km


Dag 8: Rønne/Ystad – Landskrona – ca. 115-120 km


Dag 9: Landskrona – Roskilde – ca. 115-120 km


Samlet distance: ca. 1100-1150 km

 

Dette er et foreløbigt udkast til rute. Den endelige rute udarbejdes endeligt henover efterår og vinter, som hoteller falder på plads.


Når alle ruter er endeligt udarbejdet, bliver de præsenteret i en rutebog, samt gjort tilgængelige for holdets ryttere, så de kan hentes ned på en cykel GPS til turen.