Da rytterne til morgen trak gardinerne fra, hang skyerne tungt på himlen over Kassel. De nøjedes ikke med at se truende ud, men gav en gedigen byge ved 7-tiden, imens rytterne sad ved morgenbordet. Vejrudsigten lovede dog bedring i vejret i løbet af formiddagen, så selv om nogle måske ønskede det, så kunne vejret ikke bruges som undskyldning for ikke at sætte sig på cyklen. Vi endte også med at have blå himmel og høj sol ganske kort efter udkørslen fra Kassel.
Det er normal kutyme på holdet, at vi så vidt muligt prøver at komme afsted til kl. 8 om morgenen. De foregående dage har rodet med ruter til vores servicemand stået i vejen, men dette var der allerede styr på her til morgen, hvorfor vi kom af sted til tiden… Sådan næsten da. Der er stort set altid en som ikke kan finde sine sko, hjelm, cykel-GPS, mangler at fylde dunke, skal i sin kuffert en sidste gang eller på anden vis ikke er klar. Denne skribent har sine lig i lasten på den konto, men det er jeg ikke ene om.
Lidt imponerende har vi her ved starten af dag 5 mellem 12 ryttere kun haft 3 punkteringer. Dette fik vi hurtigt lavet om på denne morgen, da vi allerede efter små 2 km bykørsel igennem Kassel, blev ramt af ikke bare en men to på hinanden følgende punkteringer. Den første var lige blevet udbedret, holdet var tilbage på cyklerne og klar til at krydse gaden i et lyssignal, da den næste punktering ramte. Det lykkedes os dog at komme ud af byen, trods en enkelt svipser i orienteringen undervejs og snart kørte vi benene i gang på en stille vej langs med Fulda-floden.
Dagen i dag bød på flere charmerende byer med masser af bindingsværkshuse, skifferbeklædte huse, huse med træskæreri og andet charmerende at kigge på. Dagens første pause var lagt allerede efter knap 30 km i byen Hann. Münden, som netop er en by, der ligger hvor Fulda- og Werra-floderne løber sammen til Weser-floden, med en overdådig bykerne med masser af førnævnte huse. Vi nåede dog blot at trille igennem nogle af gaderne i roligt tempo lige efter pausen, men nok en by der kunne gøres meget mere ud af, hvis tiden var der.
Kort efter vi var kørt fra Hann. Münden begyndte dagens første rigtige stigning. Den kom lidt i to faser med en kort nedkørsel i mellem. Den første del var rimelig overkommelig, men den første kilometer på anden del viste sig modbydelig hård, inden de sidste kilometer blev mere overkommelige. På det hårdeste stykke var der flere ryttere der kortvarigt måtte trække i vandrestøvlerne og fortsætte til fods, indtil det igen blev muligt at komme på cyklen. Vi har dog på holdet en god ånd omkring det, og er gode til at samle hinanden op inden vi fortsætter.
Efter dagens første stigninger kom holdet igennem Göttingen, hvor der blot blev til en hurtig tur igennem udkanten af centrum, inden endnu en klatretur op imod byen Waake, hvor der var frokostpause. Det er ikke fordi vi spiser overdådigt, men nogle skiver medbragt rugbrød med leverpostej, pølsepålæg eller Nutella ligger godt i mavsen på de fleste, særligt når der skylles efter med en cola eller faxe kondi.
Kompressionen med is, har i øvrigt gjort vores servicemand godt, da hævelsen er holdt nede efter gårsdagens snubletur og han kan gå nogenlunde ubesværet.
Frem imod byen Osterode am Harz kørte vi overvejende på cykelvenlige veje eller lukkede cykelstier. Enkelte var dog lige rustikke nok, hvilket måske var grundet til at vi fik dagens tredje punktering. Den var dog hurtigt fikset, så vi kunne komme videre. Forude lå Harzens bakker og ventede.
På vej ud af Osterode mod Sösetalsperre, en af utallige dæmninger i Harzen, hvor næste pause var sat til, blev vi mødt af flere skilte, der sagde at vejen var lukket. Vi fortsatte dog op til Sösetalsperre, hvor vores servicemand ventede med eftermiddags godter. En rytter satte sig dog for under pausen, at fortsætte opad vejen og se hvor farbar den egentlig var. Knap 5 km længere oppe ad vejen ved den næste dæmning var vejen dog lukket for videre færdsel. Efter lidt snak med en af arbejderne, blev der dog givet grønt lys til at vi kunne snige os igennem, hvis vi var lidt forsigtige. Denne besked blev bragt nedad vejen til resten af holdet, der kort efter begav sig videre opad vejen. Fremme ved vejarbejdet, blev holdet dog mødt af ”formanden”, der meget tydeligt fik sagt ”NEJ”, så passage var umulig. Holdet blev derfor guidet ud på grusveje og skovstier langs med den opdæmmede sø, men det bragte os tilbage på rette vej og turens højeste punkt, der kom efter en ca. 4 km lang stigning, der startede blidt men blot blev stejlere og stejlere mod toppen. Alle rytterne fik klemt det sidste ud af bjergbenene og selv om enkelte igen måtte trække i vandrestøvlerne kom alle op ved egen kraft. Holdets alderspræsident holdt den på imponerende vis kørende hele vejen op, men skulle gribes, da overskuddet til at få klikket ud af pedalerne ikke var til stede.
Fra turens tag gik det nedad første til Okerstausse, hvor holdet fik en flot tur rundt langs søen på en lukket cykelvej, inden det blev til et hurtigt stop ved Okertalsperre. Herfra gik det nedad i susende fart mod hotellet i Goslar, hvor vi skulle tilbringe natten. Holdet havde en flot tur igennem Harzen, der krævede kræfter, men selv om nogle ryttere måske var tvivlende fra morgenstunden lykkedes det igen alle ryttere at komme igennem dagen ved egen kraft.
Et på en gang fascinerende og trist syn der mødte os på vores færd over Harzen var, hvor mange træer der var gået ud og blot stod som nøgne, afpillede stammer. En rytter på holdet, der allerede har været i Harzen tidligere på året, kunne fortælle, at det skyldes, at biller er kommet ind i træerne i forbindelse med tørke, og har taget livet af dem.
Trætte kom vi ind på hotellet og fik fordelt værelser. Det viste sig ikke at være helt ligegyldigt, da nogle værelser var ganske rummelige, imens man på andre blot kunne gå rundt om sengen og dårligt havde plads til sin kuffert. Alle havde dog en seng og kunne få sig et bad, så kl. 19.20 var vi klar til at gå til middag, hvor vi for første gang på turen skulle ”ud at spise”, da hotellet ikke havde restaurant. I stedet gik vi op ad gaden til Brumby’s, som vi havde fået anbefalet for at lave lokale specialiteter og havde reserveret bord på. Der var levende musik i form af en akustisk guitar og en violin, hvilket blev mødt med blandede følelser, men maden var ganske god og alle så ud til at nyde deres mad.
Efter blev der snakket af, hvorefter nogle ville hjem og sove, imens andre gik en lille tur i byen og fik sig en is på byens torv. Goslar er en flot og charmerende by at besøge, måske særligt når man ikke har været der før. På torvet blev arkitekturen beundret og diskuteret, imens isen blev stedt til hvile i vores maver. Herefter gik turen tilbage til hotellet, hvor sengene efterhånden kaldte.
"Vi kører ud sammen, og vi kommer hjem sammen."
