Så fik vi taget hul på årets tur med Team Roskilde. Og sikke en dag det har været. Kaos ved tjek ind i København. Forsinkelse ved afgang fra Amsterdam grundet uvejr omkring Frankfurt, hvilket også gav en spændende indflyvning til landing. Så strandede vi i flyveren efter landing, da de ikke kunne finde en operatør til trappen. Alt imens vores holdkaptajn og servicemand sad fast i vejarbejde og køer, inden de blev truet med bål, band og politi af en gal taxachauffør Frankfurt lufthavn. Det lykkedes dog at finde hinanden og vi fik cyklet dagens ca. 62 km i tysk sommerhede med temperaturer op til 38 grader (uofficiel måling på vores Garmin GPS’er) i solen. En tur der også bød på et enkelt styrt godt 300 m fra målstregen.
For skribenten startede dagen, da vækkeuret ringede lidt over kl. 3, og andre på holdet har været i gang væsentligt tidligere end det. Det var derfor 11 let klatøjede men spændte cyklister der mødtes i Københavns Lufthavn kl. 4.30. Holdkaptajnen og vores servicemand havde brugt det meste af dagen i går på at sidde i kø ned gennem Tyskland i vores servicebil fra Vejlebo & Larsen, og ville møde holdet i Frankfurt lufthavn.
Allerede ved check-in begyndte morgenen at spidse til. Køb af billetter var foretaget af to omgange, så holdet skulle tjekkes ind af to omgange. Første omgang gik fint og seks ryttere blev udstyret med boardingkort. Anden omgang meldte at de resterende 5 ryttere stod standby! Af sted til skranken for at få hjælp, hvilket dog skulle vise sig at blive noget af en tidsrøver. Der var en skranke åben, 5 hold i kø foran os, næsten alle havde – hvad der virkede som - en endeløs liste af opfølgende spørgsmål, og så havde staklen i skranken problemer med printerne til både boardingkort og kuffertmærkater. Stressniveauet steg støt i takt med at tiden tikkede af sted. Det blev så ikke bedre af, at en mand, der havde misset sit fly fredag aften, mente, at han lige kunne snige sig foran, da han skulle snakke med en om, hvordan han kom videre, og han var jo blevet afvist ved en af de andre skranke. Det lykkedes dog personalet af flere omgang og med tiltagende bestemthed, at få ham til at forstå, at han måtte tage plads bag i køen.
Da vi havde været i lufthavnen i knap en time, blev det endelig vores tur ved skranken hos den tiltagende stressede medarbejder. Det vides dog ikke om hendes stressniveau kunne måle sig med vores, da flyet skulle afgå kl. 6 og vi endnu manglede at komme igennem sikkerhedskontrollen. Det gik dog rimelig tjept med at få udstedt vores 5 manglende boardingkort, og vi blev hurtigt gelejdet gennem Fast Track uden om køen ved det indledende sikkerhedstjek. Scanningen måtte vi dog igennem på normal vis, hvilket medførte en taskegennemsøgning efter en ”raket-lignende genstand”, som dog blot var en frempind til et cykelstyr.
Da vi slap ud af security gik det afsti afsted gennem lufthavnen mod gate A11, hvor vi som de absolut sidste nåede igennem sluserne før der blev lukket for afgang. Vi fandt vores pladser, imens pulsen langsomt faldt sammen med stressniveauet og blev afløst af en mere munter og løssluppen stemning.
I luften fik vi en flot tur over Danmark, hvor nogle snart spejdede efter genkendelige steder i kongeriget, imens andre faldt til ro med avisen, telefonen eller blot fik indhentet manglende søvn.
Grundet en logik der overstiger denne skribents fatteevne, var det billigere at flyve til Frankfurt via Amsterdam end med en direkte forbindelse, men lad os gemme debatten om global opvarmning, klima og grøn omstilling til et andet forum.
I Amsterdam var der lige tid til et hurtigt supplement til flyselskabets, KLM, beskedne morgenmad (noget ”julekage” med the eller kaffe), inden vi gik ombord på næste fly, der skulle bringe os til Frankfurt. Da alle var ombord og dørene lukket, meddelte kaptajnen, at vi blev lidt forsinket i afgang pga. dårligt vejr over Frankfurt. Det forsinkede os med knap 20 min, men af sted kom vi.
Næste flyvetur bød på mere kage med the og kaffe, samt nogle store sving i indflyvningen til Frankfurt grundet tordenvejr. Bortset fra det registrerede skribenten her ikke meget, da det var min tur til at indhente lidt af den manglende søvn.
På jorden i Frankfurt gjorde flyet holdt på den anviste plads, men ud blev vi ikke lukket. Grundet en fejl, manglende personale eller andet, var der ikke noget ground crew til at tage imod os. Flyets personale undskyldte flere gange, og undervejs meddelte kaptajnen, at ”bussen er klar, trappen er klar, men ham der skal betjene trappen er her ikke”. Vi nåede at vente 40 min, før vi blev lukket ud og kunne blive kørt ind til terminalen.
Under vores indespærring, var vi i løbende kontakt med vores holdkaptajn og servicemand, der havde meldt deres ankomst i lufthavnen. De havde også haft deres at se til, både under turen ned igennem Tyskland i går, hvor gentagne vejarbejder og medfølgende kø, havde betydet en væsentlig længere dag end planlagt. På det sidste stykke vej til lufthavnen i Frankfurt denne morgen, var de igen blevet ramt af vejarbejde og kø, inden de i lufthavnen kom i karambolage med en fjendtlig indstillet taxachauffør, der truede med at tilkalde politi.
Ved ankomsten til lufthavnen, havde de fundet et stille sted, troede de, hvor de var begyndt at pakke cykler og tasker ud af bilen, så alt var klar til når holdet ankom. De havde dog parkeret et sted, hvor den omtalte taxachauffør bestemt ikke mente, at de havde noget at gøre, så han gav dem 10 min til at pakke sammen og ellers ville politiet blive indblandet.
Det lykkedes dem at få flyttet bil, cykler og tasker, imens det lykkedes resten af holdet, at slippe ud af lufthavnen, og på nærmest magisk vis lykkedes det os også at finde hinanden. Efter en omklædning i det fri – så er man ligesom rystet sammen – kom vi efterhånden på cyklerne og kunne sætte kursen mod Rüdesheim am Rhein.
De første kilometer ud af lufthavnen var ganske uinteressante og på dårligt belagte cykelstier/for torve, men inden længe kørte vi på ganske gode stier langs med Main-floden. Der var lidt færdsel i begge retninger, hvilket altid gør det lidt interessant at køre i en gruppe, men alt i alt flød det vist rimelig fornuftigt, så længe vi kørte i kolonne, hvilket desværre også gør det lidt mindre socialt.
Ca. halvvejs på dagens rute gjorde vi holdt til frokost omtrent der, hvor Main-floden løber sammen med Rhinen. Det lod til at nogle skiver brød med leverpostej og en sodavand gjorde alle godt. Samtidig var det også kærkommen lejlighed til at få fyldt noget mere vand i dunkene, da varmen var begyndt at kunne mærkes. Den danske sommervarme, som vi indtil videre har kunnet mærke i år, kan altså ikke måle sig med kontinental heden længere mod syd. Som tidligere nævnt har vi i løbet af dagen registreret 38 grader på en af vores Garmin GPS’er, og det har været en lidt trykkende varme.
Efter frokost fulgte vi Rhinen, hvor vi kom forbi Schloss Biebrich i Wiesbaden, inden vi kort efter kørte midt ind i et sommertivoli med markedsboder i Schierstein. På vej ud af Schierstein røg vi ud i en mindre omkørsel, da ruten gik igennem et lukke kvarter. Som i lukket med porte. Ingen adgang. Hold jer væk!
Vi fik dog også lov til at køre langs Rhinens breder på lukkede cykelstier, hvilket har været en flot oplevelse, inden vi med små 10 km tilbage drejede lidt op i landskabet og kørte igennem de i området dominerende vinmarker. Der er mange druer på vinstokkene, men de er endnu små og umodne. Det ser dog ud til at der også nok skal være druer til årets høst, så Riesling produktionen kan fortsættes.
Fremme i Rüdesheim og med ca. 300 m til hotellet, skulle dagen også lige nå at yde på et styrt. Heldigvis skete det ved lav fart, men trods advarsel om stolper/pullert, lykkedes det en rytter at erfare, at de flytter sig altså bare ikke. Der skete heldigvis ikke det store, andet end en lille rift på benet, en lille hudafskrabning på albuen og en tabt kæde. Det skal dog lige nævnes at styrtet skete i forbindelse med at vi skulle krydse en trafikeret jernbaneoverskæring, netop som bommene var på vej op.
Efter ankomst og fordeling af værelser – det lykkedes os at få udleveret 8 værelsesnøgler til vores 7 bestilte værelser, hvilket afstedkom lidt forvirring og detektivarbejde – tog det meste af holdet ud i gaderne for at se lidt på byen. Drosselgasse er ubestridt byens hovedattraktion, og den er faktisk også ganske charmerende. En tysk Jomfru Ane Gade, dog smallere og med en blanding af souvenirshops, enkelte forretninger og mange små beværtninger/vinbarer. Resten af den gamle by, ser dog også ud til at være ganske charmerende.
Vi tog liften op til Niederwalddenkmal monumentet. En flot tur op med liften, en flot udsigt deroppe fra og en flot tur ned igen. Nede i stødte resten af holdet til. Mads P’s etapesejr i Tour de France var blevet prioriteret over oplevelsestur i Rüdesheim, og det er jo sådan set også en ganske fin prioritering. Danske etapesejre kan vi cykelfolk jo ikke få nok af, så et stort ”chapeau” til Mads herfra.
Alle på holdet var ved at være godt sultne, så vi forhørte os med hotellet, om det var muligt at få fremrykket vores reservation i restauranten. Ingen problemer og snart sad holdet bænket med mad og øl på bordet. Efter aftensmåltidet blev det til endnu en lille tur i Rüdesheims gader, hvor en isbar blev forsøgt tømt, inden turen gik tilbage til svalegangen på Hotel Lindenwirt, hvor aftenheden blev forsøgt tolereret, imens der blev bakset med teknik i et forsøg på at få alle Garmin GPS’er opdateret med ruter. Det lykkedes næsten.
Det kunne dog godt mærkes, at det har været en lang, til tider stressende og begivenhedsrig dag for alle, så stille og roligt begyndte folk at fortrække til deres værelser.
Morgendagen bringer os over Loreley-klippen og til Limburg an der Lahn. Der vil være en del højdemeter og varmen forventes at fortsætte, så der vil være fokus på væskeindtaget. For skribentens vedkommende er dette blevet suppleret med et glas lokal hvidvin, samt et glas cola under disse skriverier. Nu kalder sengen dog, så det bliver et godnat og på gensyn.
"Vi kører ud sammen, og vi kommer hjem sammen."
