Hold nu op en dag! Noget lignende er vist aldrig oplevet tidligere i denne skribents cykelliv. Det er ikke en gang sikkert at det hele når at komme med.
Da vores overnatning på Hotel Temse (Sampan) ikke var inkluderet morgenmad, mødtes holdet på ”bagsmækken” til det vi nu kunne stykke samme. Det fungerede egentlig ganske fint, bortset fra at denne morgen var iklædt dis og regn. Det er alligevel lidt tosset at tænke på, at det blot er 36 timer siden vi var ved at omkomme i 42 grader og solskin, og nu står vi op til 17 grader og regn.
Hvordan logikken lige hænger sammen i at morgenmad i restauranten får os for sent af sted hver gang, imens morgenmad på bagsmækken kunne få holdet klar til afgang kl. 7.45, må stå hen i det uvisse, men sådan blev det.
På nær vores knæskadede rytter der styrtede på dag 5, meldte alle sig klar og holdet trillede af sted kl. 7.45 og ud på 166 km, der bragte os fra Belgien og ind i Frankrig til Douai. Dagens etape var blevet døbt ”Klassiker dag”, da ruten gav rytterne mulighed for at prøve kræfter med Muren i Geraardsbergen/Kapelmuur (kendt fra Ronde van Vlanderen), samt brostenene i Arenberg skove (kendt fra Paris – Roubaix).
Det var en regnvåd morgen, så alle var pakket ind i regnjakker og veste. Små dryppene ved afgang blev hurtigt afløst af kraftigere regn, så der gik ikke længe før alle var godt våde. Så hjalp det ikke, at vi det første stykke vej mod Dendermonde blev bremset af lange røde lyssignaler, indtil vi til sidste valgte blot at køre, når der var frit og ikke nødvendigvis når der var grønt.
Selvom at alle havde meldt sig klar ved hotellet, blev det hurtigt tydeligt at dette ikke var helt rigtigt. Mange lange dage, flere i ekstrem varme, og denne morgen med kulde og regn, viste sig at være for meget for en rytter, der efter blot 30 km måtte sande at drømmen om at cykle hele vejen til Paris ikke holdt. Tanken var simpelthen tom. Holdet havde ikke andet valg end at tilkalde vores servicebil, så endnu en rytter måtte tage plads heri, hvilket også betød, at den var fuld.
Det endte med at blive et længere stop, hvor de fleste stod og småtrippede af kulde, indtil nogle fik det geniale ide, at gå ind på en åben café og bestille kaffe og kakao. Det lunede godt i vores kolde kroppe.
Imens vi stod der og ventede på udskænkning af varme drikke, spurgte en tjener nysgerrigt ind til vores færd. Efterfølgende blev fortællingen delt med de andre besøgende gæster, så da vi trillede af sted igen efter at have benyttet os af stedets øvrige faciliteter, hilste flere os på vej igennem vinduet.
Flere gange på dagens rute, kørte vi langs floder og kanaler, hvilket lod til at passe mange på holdet ganske godt. Stierne var gode, der var begrænset med anden trafik og så var naturen ganske pæn. En ulempe ved stierne er, at de til tider bliver ganske smalle og andre steder snor sig gevaldigt. At stierne snoede sig gevaldigt kostede et styrt, da en rytter ramte en kant så skævt at cyklen skred væk. Der var heldigvis ikke sket noget alvorligt, så efter et hurtigt tjek og et ”er du okay”, kørte holdet videre.
Det dårlige vejr bød også at holdet punkterede i højre og venstre hele dagen. En gav vitterligt et smæld som et riffelskud, og krævede foruden en ny slange også et nyt dæk, da det gamle var flækket. Alle andre slap med blot at skulle skifte slange, men hvor meget totalen af punkteringer løb op i, har alle på holdet mistet overblik over, men vi nåede vist 2-cifret. På mærkværdigvis lader det dog til at det overvejende er de samme tre ryttere der står for skud.
Da holdet kom til Geraardsbergen var stemningen egentlig mest til at forsætte uden at køre op ad Kapelmuur, da vi havde brugt mere end 4 timer på at tilbagelægge de 56 km dertil. Alle var dog enige om, at vi godt lige kunne kører op til kirken på byens torv, men derfra lod det til at jungleloven dikterede, så pludselig kørte det meste af holdet mod toppen alligevel. To ryttere valgte dog at stå over, men de resterende 8 ryttere kom alle til toppen på forskellige vis. Nedad nægtede to dog at køre på brosten, hvorfor det første af nedkørslen blev tilbagelagt i trodsig gang! Selvom det tog ekstra tid, lader det til, at der er stor tilfredshed på holdet med at være kommet over toppen.
Samlet nede på torvet igen, var holdet klar til at køre videre, da endnu en punktering ramte. Imens den blev fikset, erfarede andre, at det kan være svært at finde en stille krog at lade vandet inde midt i en by. Toiletpausen blev derfor udskudt til holdet susede af sted langs kanalerne mellem Geraardsbergen og Ath, hvor vi gjorde holdt for frokost. Den kom på et godt tidspunkt til at rette lidt op på den begyndende træthed i holdet. På vej ind til frokosten lavede forreste mand en af solistens mange ”unoder” i form af en meget hård opbremsning, hvilket kostede et mindre styrt.
Efter frokost var det slut med at køre langs kanaler og floder. I stedet kaldte hovedvejene det næste stykke vej. Det kostede flere punkteringer. Vi må også konstatere, at cykelstierne i det sydlige Belgien, nær Peruwelz ikke lader til at have været en prioritet i gennem et længere stykke tid. Gode var de i hvert fald ikke.
Turen fra det sydlige Belgien og ind i det nordlige Frankrig betød også at cykelstier gik fra dårlige til få eller helt fraværende. Det er muligt, at franskmændene kan bryste sig af, at lægge veje til verdens største cykelløb, men deres cykelinfrastruktur til en flok velpolstrede cykelmotionister fra Danmark, lod en del tilbage at ønske.
Det er muligt, at der manglede cykelstier, men til gengæld kom holdet igennem et utrolig godt smukt skovområde, hvor næste depot stod klar med gode sager til trætte cyklende. Her fik vi også opdateringer og afslutningen på dagens Tour de France-étape.
Høje på nyhederne fra Tour’en kørte holdet videre imod indkørslen til Trouée Arenberg eller Arenberg skoven. Der blev gjort holdt og taget billeder, inden holdet begav sig ind på brostenene. Langs med brostenene løber der også en jordsti, som er ganske farbar. Alle nåede dog i kortere eller længere tid, at mærke skovens brosten under hjulene.
Ganske kort kan oplevelsen blot beskrives som BINDEGALT. Det er så svært at forstille sig, et felt af professionelle ryttere, der blot banker hen over de håbløst nedlagte sten med 40-50 km/t. Alt hopper og danser imens man bliver kastet rundt, cyklen siger mærkelige lyde så man frygter at den er ved at knække fra hinanden, huller og skæve sten dukker op ud af ingenting og det er fuldstændigt umuligt at holde farten ordentligt. Som på Kapelmuur tidligere på dagen fandt de fleste deres egen vej igennem og vi havde opsamling, da alle var kommet igennem.
Det var egentlig meningen, at holdet også skulle havde prøvet kræfter med brostensstykket, pavéen, Wallers til Hélemes, men efter turen igennem Arenberg Skoven, var der bred enighed om, at holdet havde fået nok brosten for denne gang. Holdet valgte derfor at sætte kursen imod Douai og hotellet. Turen mod hotellet var dog ikke fri for dramatik, da endnu en rytter var i asfalten i forbindelse med en tur rundt i en rundkørsel. Vi slap heldigvis med skrækken, da det igen begrænsede sig til mindre overfladiske knups.
Endelig, endelig, endelig trillede holdet ind på hotellet et pænt stykke efter kl. 19. Der blev hygget ganske kort, men ellers gjorde alle sig klar til middag, der blev serveret kl. 20.30. Det blev en laaaaaaaang og begivenhedsrig dag, hvor de fleste fortrak til deres værelser og gik i seng kort efter middagen var spist
Jeg aner ikke om, jeg fik alt med, men det var hvad hovedet kunne rumme at berette.
"Vi kører ud sammen, og vi kommer hjem sammen."
