Roskilde - Paris - Dag 1

Dag 1 - Roskilde - Maribo

Så kom vi endelig af sted. Fredag d. 15. juli – en dag alle på holdet har gået og set frem til siden vi fik idéen om at cykle til Paris og se afslutningen på Tour de France. 10 måneders planlægning skal eksekveres over de kommende 10 dage, så der var en masse spænding og glæde da holdets 12 ryttere samledes i morges for at begive sig af sted.

Turens første etape gik fra Roskilde til Hotel Milling Søpark i Maribo og endte på 145 km.


Afgangstidspunktet for vores Grand Départ var sat til kl. 8.30, så der var heftig aktivitet på Drosselvej i timen op til afgang, hvor vores servicebil fra Vejlebo & Larsen blev pakket og gjort klar i takt med at rytterne indfandt sig. Sammen med rytterne havde en del familie og venner også indfundet sig for at få sendt os godt undervejs.


Inden holdet stillede sig op på startstregen, blev der taget holdbilleder sammen med en af vores sponsorer, Tømrer- & Snedkerfirmaet Brdr. Nymann, hvorefter vi trillede af sted. De første kilometer blev en photoshoot rundt i Roskilde by, hvor vi var omkring Emmery’s på Hestetorvet, samt BuusMark Advokaterne i Sct. Ols Gade, for at takke dem for deres støtte til turen. Der ud over hilste vi også på Tour de France-køerne på Stændertorvet, hvor første toiletstop allerede var påkrævet. På vej ud af byen blev det til endnu et holdbillede foran byskiltet, inden vi satte kursen mod Maribo.


Bortset fra turen over brostenene ved Vallø Slot, gik det, hjulpet godt på vej af en frisk nordvestlig vind, over stok og sten frem til første pause ved Karise Kirke efter godt 50 km. Her stod den på hjemmebagte boller med smør, ost, syltetøj eller pålægschokolade, skyllet ned med juice eller kakaomælk, inden det gik videre. De sidste familiemedlemmer til ryttere lagde også vejen forbi for at ønske god tur sydpå, inden de kørte ud og vinkede til os fra vejkanten nogle kilometer længere fremme.


For nogle ryttere på holdet var dele af ruten både genkendelig og ny på samme tid, da turen over Stevns fulgte nogle af de samme veje som Tøse-runden – dog i den modsatte retning.
Der var stor beredvillighed på holdet til at trække og flere ryttere var fremme og få vind på næsen. Det lykkedes efterhånden også at få tilpasset farten, så den var mere passende med tanke på, at der fortsat er lang vej til Paris. Dette blev også hjulpet lidt på vej af, at vi fra at køre i side-/medvind, drejede over og kørte i mere ren sidevind. Den tidlige høje fart og den senere mere mærkbare påvirkning af vind, var også medvirkende til at vi havde en rytter der kom lidt i bekneb med energien og gik lidt sukkerkold. Vi fik dog nurset os frem til næste pause ved Ørslev efter 95 km, hvor der var frokost og tiltrængt energi kunne fyldes på depoterne.


Efter frokostpausen gik det i roligt tempo ind igennem Vordingborg, hvor vi kom en tur rundt om Vordingborg Slotsruin og Gåsetårnet. Der blev joket med, at det fremstod som lidt af et godt håndværkertilbud, samt at den samme ejendomsmægler næsten måtte have Hammershus i sin portefølje også.


Over Masnedø havde vi en dejlig rygvind, og blev undervejs hyldet af nogle tilfældige ”tilskuere”, der stod i vejsiden med en vimpelguirlande og jublede til os, da vi kørte forbi. Den dejlige rygvind på Masnedø, blev erstattet af en kraftig sidevind, da vi skulle de 3 km over Storstrømsbroen. Ikke det sjoveste sted at cykle i sidevind, da man er fuldstændig eksponeret for elementerne. Alle ryttere kom dog sikkert over og sad kort efter og nød solen ved dagens sidste pause.
Da vi har en fødselar på holdet, som dog først fylder år i morgen, blev det spist kagekone, -mand, -person, - eller hvad der nu er den politisk korrekte betegnelse i dag -, og sunget tidlig fødselsdagssang, inden vi fortsatte mod Maribo.


Bortset fra en enkelt kort krampe var det mest vinden vi kom til at slås med resten af vejen til Maribo. Her blev der hygget lidt på bagsmækken af servicebilen, imens holdkaptajnen fik os tjekket ind. Efterhånden som øl, vand og vin blev skyllet ned søgte alle mod deres værelser. Tre var en tur på briksen til en omgang massage, imens andre valgte at restituere med en stor øl inden middagen.


Efter middagen aflagde flere ryttere det lokale ishus et besøg. Herfra må lærdommen være, at to kugler is ikke nødvendigvis er to kugler is. Logikken i ishuset lod til at være at 1 kugle for menigmand var 3-4 kugler i Maribo. Så det var noget at et kræmmerhus, der blev langet over disken, da denne skribent bestilte en børnevaffel bestående af to kugler med guf, syltetøj, flødeboller og vingummier. Jeg tror ikke vi behøver at spise is igen de kommende dage.


Status efter første dag er, at vi har haft en overvejende god dag på cyklen. Bortset fra vinden, som der var lidt for meget af, har vejret været behageligt. Humøret er højt og der bliver grint og joket en del, så selv om benene nok lige skal køres i gang er holdet klar til at fortsætte mod Paris i morgen.