Oslo 2021

- første gang vi selv arrangerede en tur

Et læreår - i højt humør mod fjeld og fjord


2021 blev året, hvor vi for første gang brugte vores egne erfaringer til at arrangere en cykeltur. Trods Corona nedlukninger og restriktioner satsede vi på at kunne gennemføre en tur til Oslo, hvorfor det blev planen fra starten af sæsonen.


Lørdag d. 7. august satte holdet bestående af 9 ryttere sig i sadlerne i Roskilde og kørte mod Oslo. Foran ventede 6 etaper inden Holmenkollen skulle bestiges og Oslo-båden fragte os tilbage til København, hvorfra en kort tur hjem til modtagelse af venner og familie i Roskilde ventede. Med på turen havde vi også vores egen servicemand, der i følgebilen mødte os ude på ruten i løbet af dagene med frisk frugt, frokost, kolde sodavand og lidt guf, når der var brug for en pause.


Vi har fået en af deltagerne på turen, Dorte - vores højt værdsatte, hjælpsomme og lattermilde maskot -, til at sætte lidt ord på turen, hvilket følger her:


Oslo tur/retur 2021

Holdet bag Team Roskilde har bedt mig om at sætte lidt ord på mine erfaringer fra sidste års tur i gruppen. Turen gik fra Roskilde op langs den svenske Kattegat kyst til Oslo og strakte sig over 8 dage.


Nu her godt et halvår efter er der naturligvis mange detaljer, som er forsvundet fra hukommelsen, men det jeg sidder tilbage med, når jeg mindes turen, er at vi grinede rigtig meget. Vi grinede af os selv, af hinanden, af alle de dårlige jokes og af de mange større eller mindre episoder vi oplevede sammen undervejs.
Ikke sådan at det hele bare var en gåtur i parken, det var faktisk ret hårdt og vådt en del gange, men vi fik det generelt vendt til noget positivt i den sidste ende.


Noget andet der kommer frem på lystavlen, er hvor smukt der var i Sverige og Norge. Og hvor dårlige de norske cykelstier er – man tænker med alle de oliemilliarder de har, kunne man godt forvente noget bedre!


Nå, men lad os lige starte fra begyndelsen. Vi lagde ud en regnfuld morgen på Drosselvej i Roskilde. Vi var ikke nået mange meter før vi var godt gennemvåde og kolde. Turen gik op gennem Nordsjælland forbi Frederiksborg og Fredensborg slotte mod Helsingør og færgen. Og nu skal I huske på, at vi er jo lidt amatører ud i dette her med at organisere cykelture, så det lykkes os ryttere at komme med den første færge, imens vores følgebil blev fanget i færgelejet og måtte vente på næste afgang. Straks ankomne i Helsingborg opstod der en mekanisk defekt på en af cyklerne og nul følgebil. Så I kan se, at det startede godt. Men humøret var højt og det var blevet tørvejr og solen kiggede frem. Så pyt, vi når det hele, selvom vi valgte at udskyde den lille smuttur tur/retur til Kullen til dag 2.


I de følgende dage fulgte vi den svenske kyst nordpå. Vi måtte naturligvis lige se Kullen inden vi trillede videre. Vi passerede Hallandsåsen - av min arm for en omgang bakker. Det ene smukke landskab efterfulde det andet. Små pittoreske byer mm. I den anden ende af skalaen, og noget jeg sent vil glemme, var et ufrivilligt ophold under en motorvejsbro i Gøteborg, imens det høvlede ned og tordenvejret rasede omkring os. Vi var faret vild i Gøteborgs utallige vejarbejder og omkørsler, da himlen åbnede sig. Kun ved hjælp af en masse englehop og sprællemænd og en del dårlige jokes lykkedes det os at holde nogenlunde varme og humøret oppe.


Nu skal I ikke tro at bare fordi vi var ankommet til Oslo at turen var så slut. Næ nej. Den sidste dag, skulle vi naturligvis lige op på Holmenkollen – på cykel selvfølgelig. 10 km op, op & op. Jeg var helt færdig, men der hvor jeg var max presset blev jeg hjulpet af andre med større overskud. Så stor tak til holdkaptajn Wisti for at distrahere mig hele vejen om til målet. Det virkede. Drengerøvene fik også lov til at udfordre hinanden godt og grundigt på denne korte, men meget udfordrende stigning. Martin satte dem naturligvis godt og grundig på plads.


Vi boede mange spændende og forskellige steder undervejs – alt fra campinghytter så små, at man skulle gå uden for, hvis man skulle skifte mening, over gamle fængselsceller på Varbergs Fästning til luksushotel i Oslo og ditto kahytter på Oslo-båden. Men vi hyggede os hver aften med diverse røverhistorier og store mængder tomme kalorier. 


Alt i alt en dejlig og givende cykeltur med nogle glade og givende cykeltosser. Vi ankom retur til Drosselvej 8 dage senere godt brugte og med lette tømmermænd fra champagne og andre våde varer vi havde konsumeret på færgen.


P.S. Hvis I nogensinde har spurgt jer selv om en bilvask kan anvendes til at rense cykler og møgbeskidte ryttere, så er svaret JA! Det kan den godt. Den boks er nu også tjekket af.



Roskilde - Oslo - ruten

Dag 1 - 140 km - Roskilde til Mölle (Kullen) med overnatning på First Camp i små hytter. Vi var forfulgt at regn, punkteringer og mekaniske uheld en stor del af dagen. Kullen blev udsat til dag 2.

 

https://connect.garmin.com/modern/course/58907776

 

Dag 2 - 95 km - Mölle til Rasta Hallandsåsen. Solbeskinnet morgen, hvor vi startede dagen med at cykle op på Kullen inden, vi vendte omkring og fulgte kysten gennem Ängelholm til Båstad, hvorfra vi klatrede op på toppen af Hallandsåsen. Vi ankom lige tidsnok til at slippe for regnen. Dagen var bevidst kort, så rytterne havde mulighed for at tage en ekstra tur på Hallandsåsen. Grundet vejret blev dette dog fravalgt og kræfterne sparet til senere på turen.


https://connect.garmin.com/modern/course/58908412

 

Dag 3 - 130 km - Hallandsåsen til Varberg med overnatning på Varbergs Fästningen Hotel & Vandrehjem, hvor nogle ryttere fik lov til at tilbringe natten i nogle af de gamle celler i fængselsfløjen.

 

https://connect.garmin.com/modern/course/59055878

 

Dag 4 - 131 km - Varberg til Stenungsund med overnatning på Hotell Spekeröd. Efter en formiddag, hvor vi kørte langs fronten af et regnvejr, blev vi efter frokost vasket godt igennem i Göteborg, hvor vi endte med både at fare vild i omkørsler og vejarbejde, samt lave gymnastik under en motorvejsbro imens regnen høvlede ned og tordenen buldrede løs over vores hovedet.


https://connect.garmin.com/modern/course/59106691

 

Dag 5 - 145 km - Stenungsund til Strömstad med overnatning på Hotel Krabban. Vi kørte igennem mere øde men naturmæssigt virkelig flotte områder. 

 

https://connect.garmin.com/modern/course/59112654

 

Dag 6 - 151 km - Strömstad til Oslo med overnatning på SAS Radisson i centrum. Morgenen begyndte dog med at vi måtte tage afsked med 2 ryttere og vores servicemand. En forlod os som følge af forkølelse og sygdom, imens to ikke var vaccinerede og derfor ikke ville kunne komme ind i Norge. Resten af holdet ankom dog sikkert til Oslo efter en flot tur over Svinesundbroen og sidste 30-40 km ind til Oslo. Norske cykelstier lader dog noget tilbage at ønske sig, men dem i Oslo er godkendte herfra. Dagens mest brugte udkald var "FORFRA", da vi på en dobbeltrettet cykelsti ramte torsdag eftermiddags myldertiden med cyklister på vej ud ad byen de sidste 10 km ind til Oslo.


https://connect.garmin.com/modern/course/59115884

 

Dag 7 - 23 km - Holmenkollen. Alle der lystede fik chancen for at klatre op til Holmenkollen. Med glade ansigter blev der taget holdbilleder foran hopbakken inden turen gik nedad mod bymidten og Oslobåden. Både op og ned ad Holmenkollen blev der tid til lidt sight seeing, da turen gik forbi Domkirken, Vigelandsparken, Kongeslottet og park, ad Karl Johan Gate forbi Nationalteatret, forbi Rådhuset, langs havnen forbi Akershus til Operahuset, som også blev besteget inden vi kørte ombord på færgen. Her blev vi opgraderet til Commadore Class, så der blev hygget i loungen indtil sengetid.


https://connect.garmin.com/modern/course/59127820

 

Dag 8 - 45 km - København til Roskilde, hvor der var modtagelse af venner og familie. På hjemmebane blev der kørt efter næsetippen på en med lokalkendskab til cykelstierne ud over den Københavnske Vestegn. Meget symbolsk fik vi turens sidste punktering ca. 10 km fra Roskilde, hvorfor vi endte med at "komme for sent" hjem.

 

Billeder kan ses i galleriet.