Om os

Vi er et trekløver, der står som initiativtagere for dette lille cykelforum - Wisti, Johnny og Martin. Vi holder til omkring Roskilde og bruger Midtsjælland som vores legeplads i cykelsæsonen.

Wisti - vores holdkaptajn - og  Johnny - vores cyklende mekaniker - drev igennem flere år virksomhed sammen og delte sideløbende glæden ved motionscyklingen. De har igennem en årrække deltaget på forskellige hold og cykelfællesskaber, der har kørt i den gode sags tjeneste. Dette har bl.a. bragt dem til Prag, Alsace og Bolzano med en masse minder og røverhistorier i bagagen. Der ud over er Wisti også en flittig spinner i vintersæsonen, hvilket dog ikke er en motionsform, der tiltaler Johnny synderligt.

Martin har cyklet solo i mange år med cykelferier i Frankrig, Schweiz, Østrig, Italien og Sydafrika i bagagen. Han har lært Wisti at kende igennem flere sæsoners spinning hos FitnessDK/SATS på RO's Torv i Roskilde og sammen tager de også gerne til 24-timers event i Kolding hvert år. Da Wisti ledte efter ryttere til et hold i 2019, som han og Johnny skulle lede Danmark rundt, blev Martin inviteret med som trækdyr og dieselmotor.


Cykelsæsonen 2020 blev for vores vedkommende - som så meget andet - præget af usikkerheden i verden pga. Corona, hvorfor der ikke blev lagt nogle planer. Som året nærmede sig sin afslutning, havde Wisti en føler ude med henblik på cykelsæsonen 2021. Da de velgørenhedshold, der tidligere har nydt godt af vores kræfter kun planlagde ture i Danmark, begyndte idéen om at lave vores egen tur at tage form. Danmark, hvor skønt og dejligt her end er, var erobret, og vi har et fælles ønske om at se og opleve noget nyt. Vi gav derfor os selv den udfordring at bruge vores erfaringer og egne idéer til at planlægge en tur til Oslo, hvilket der kan læses om andet steds her på sitet.


Rytterne på holdet mødes på tværs af køn, alder og niveau, men omkring vores fælles glæde ved at cykle og de oplevelser vi får derigennem. De fleste er nogle, der tidligere har kørt med Wisti og Johnny, men nye ansigter er også hjerteligt velkomne. Det sociale aspekt vægtes højt på holdet, og vi cykler ud fra devisen om, at vi kører ud sammen, og vi kommer hjem sammen. I sæsonen træner vi sammen 1-2 gange om ugen, søndage og gerne en gange mere, hvor vi slutter vores træningsture af med lidt hygge, når målstregen er passeret. Vi deltager også gerne i et motionsløb eller to i løbet af foråret. Det kunne være Tour de Merløse og Hedeboløbet, der tidligere har lagt asfalt til, når tøjet skulle vises frem og holdet køres i form.


I år - 2022 - bliver anden gang at vi prøver at arrangere en tur selv, men drømmen er at arrangere flere turer i fremtiden. Det vil altid være med fokus på hygge og det sociale, hvor vi der står for det, selv skal kunne deltage. Vi har flere gange deltaget på turer, hvor målstregen ligger langt fra hjemmet, hvorfor drømmen i fremtiden også bliver at arrangere en tur, hvor vi cykler hjem til modtagelse af familie og venner i Roskilde. Vi prøvede det med turen til Oslo, hvor vi cyklede hjem fra færgen, og det er altså FEDT når man runder sidste hjørne og ser venner og familie stå klar til at tage imod. Vi kunne også godt tænke os engang i fremtiden at arrangere en tur, hvor der blev mere fokus på nogle kulturelle oplevelser undervejs, der kan gøre os klogere på de egne vi kommer igennem. Det kunne være besøg på vingårde langs med Rhinen eller måske gøre holdt ved nogle slotte og herregårde et eller andet sted på turen.

Skal DU med på tur??